Vedtægter for Tisvildeleje Molens venner F.M.B.A.

§ 1. Foreningens navn.

Foreningens navn er ”Tisvildeleje Molens Venner – Forening med begrænset ansvar”, herefter benævnt Foreningen. Dens hjemsted er Gribskov Kommune og dens daglige administration og ledelse skal være beliggende i Gribskov Kommune.

§ 2. Foreningens formål.

Foreningens formål er:

at være det juridiske grundlag for opgaven som bygherre for renoveringen af Tisvildeleje Mole inden for rammerne af de midler, som Foreningen modtager fra private, fonde og offentlige myndigheder til gennemførelse af projektet,

at indgå samarbejdsaftaler med Naturstyrelsen, Gribskov Kommune og/eller andre, som sikrer vedligeholdelsen af den renoverede mole og dens eventuelle fjernelse i tilfælde af, at den på grund af skader eller andre forhold ikke længere kan tjene sit formål, og

derigennem at bidrage til bevarelsen af Tisvildelejes særpræg og rekreative kvaliteter, til udviklingen af friluftslivet og til sikringen af kysten ved Tisvildeleje.

§ 3. Foreningens medlemskreds

Foreningen er stiftet af:
Grundejerforeningen for Tisvilde og Omegn
Tisvilde Kajakklub
Tisvildeleje Badehuslaug
Tisvildeleje Bådelaug
Tisvildelejeforeningen
Tisvildeleje går i Fisk
Tisvildeleje Kystsikringslag

Medlemsforeningerne afgiver med indtræden i Foreningen ikke suverænitet i forhold til den enkelte forenings vedtægter.

Andre erhvervs- og turismeorienterede foreninger kan optages i Foreningen, idet optagelsen kræver accept fra alle nuværende medlemmer af Foreningen.

Udmeldelse af Foreningen skal ske skriftligt med mindst 6 måneders varsel.

Foreningen registreres som forening med eget cvr.nr.

§ 4. Foreningens kapital.

Ved Foreningens stiftelse er Foreningens kapital kr. 32.369,02. Foreningen ejer endvidere et projekt vedrørende renovering af Molen i Tisvildeleje (anskaffelsespris kr. 81.913,40).

Der foreligger tilsagn om tilskud til renoveringen af molen betinget af renoveringens gennemførelse, se bilag 1.

Foreningens aktiviteter finansieres af tilskud fra offentlige og private kilder, samt efter generalforsamlingens beslutning, jf. 5, stk. 10, nr. 4.

Bestyrelsen forvalter Foreningens økonomiske midler, jf. §11 om Foreningens regnskab og revision af dette.

§ 5. Generalforsamling.

Generalforsamlingen er Foreningens øverste myndighed.

Hver af medlemsforeningerne er repræsenteret ved formanden i medlemsforeningen, samt eventuelt en suppleant. Medlemsforeningerne bestemmer tidspunkt og periode for disse udpegninger.

Ordinær generalforsamling skal holdes hvert år inden 5 måneder efter udløbet af hvert regnskabsår.

Bestyrelsen kan indkalde en ekstraordinær generalforsamling med 4 ugers varsel med angivelse af emner, der ønskes behandlet.

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at mindst to medlemmer skriftlig har forlangt dette. Krav om indkaldelse af ekstraordinær generalforsamling skal fremsættes ved e-mail til Foreningens formand og næstformand med angivelse af det eller de forslag, der ønskes behandlet.

Ordinær generalforsamling indkaldes ved e-mail til hver af medlemsforeningerne samt til den person, som den enkelte medlemsforening har udpeget til at repræsentere medlemsforeningen. Indkaldelse skal ske med fire ugers  varsel.

I indkaldelsen skal angives, hvilke anliggender der skal behandles på generalforsamlingen. Hvis forslag til vedtægtsændringer skal behandles på generalforsamlingen, skal forslaget være indeholdt  i indkaldelsen.

Senest to uger før generalforsamlingen skal dagsordenen og de fuldstændige forslag samt for den ordinære generalforsamlings vedkommende tillige årsregnskab med revisionspåtegning fremsendes til medlemsforeningerne og den person, den enkelte forening har udpeget til foreningen.

Ethvert medlem har ret til at få et konkret emne behandlet på generalforsamlingen, såfremt krav herom er fremsat ved e-mail ved e-mail til foreningens formand og næstformand senest 3 uger inden generalforsamlingens afholdelse.

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:

Valg af dirigent.

Foreningens beretning om selskabets virksomhed i det forløbne år til godkendelse

Fremlæggelse af årsregnskab med revisionspåtegning til godkendelse.

Fremlæggelse af budget for det aktuelle kalenderår med forslag til kontingent.

Eventuelle indkomne forslag.

Valg af mindst 5 medlemmer til bestyrelsen

Valg af suppleanter til bestyrelsen

Valg af revisor.

Eventuelt.

§ 6. Repræsentation og stemmeret.

Generalforsamlingen vælger ved simpel stemmeflerhed en dirigent, der leder forhandlingerne og afgør alle spørgsmål vedrørende behandlingsmåde og stemmeafgivning.

På generalforsamlingen har hver medlemsforening en stemme.

Alle beslutninger på generalforsamlingen vedtages med simpel stemmeflerhed med mindre lovgivningen foreskriver særlige regler om repræsentation og majoritet, jf. f.eks. § 12 om opløsning af foreningen samt ændring af vedtægter.

Stemmeret kan udøves i henhold til skriftlig fuldmagt til en repræsentant for et medlem af Foreningens bestyrelse, der skal være underskrevet og dateret. Fuldmagt kan ikke gives for længere tid end et år. En person kan højst modtage to fuldmagter.

Der udarbejdes referat af det på generalforsamlingen passerede. Referatet skal underskrives af dirigenten og herefter tilsendes medlemsforeningerne.

§ 7. Foreningens ledelse

Foreningens øverste myndighed er  Generalforsamlingen. Foreningen ledes af en bestyrelse på mindst 5 medlemmer. På generalforsamlingen vælges endvidere  bestyrelsessuppleanter.

Bestyrelsens beslutninger tilstræbes truffet i enighed.

Bestyrelsen konstituerer sig selv med en formand, næstformand og kasserer, og fastsætter ved en forretningsorden nærmere bestemmelser for udførelsen af sit hverv.

Bestyrelsen kan nedsætte et forretningsudvalg til styring og ledelse af Foreningens aktiviteter. Bestyrelsen kan ansætte personale.

§ 8. Tegningsregler

Foreningen tegnes af formanden og 1 medlem af bestyrelsen i forening eller af 4 medlemmer af bestyrelsen.

Optagelse af kreditter eller indgåelse af forpligtelser, hvis opfyldelse overstiger foreningens likvide beholdning, kræver samtlige medlemmers accept.

§ 9. Foreningens bankkonto.

Foreningen opretter ved sin stiftelse bankkonto i anerkendt bank. Bankkontoen tegnes af formanden og næstformanden eller tre medlemmer af bestyrelsen.

§ 10. Medlemmernes hæftelse.

For Foreningens forpligtelser hæfter alene foreningens formue.

Medlemsforeningerne eller de af dem udpegede personer, der deltager som generalforsamling og i bestyrelsesarbejdet, hæfter udover deres indskud, jf. § 2, ikke for Foreningens forpligtelser, herunder til den løbende drift, udgifter til renovering af molen og til vedligehold af den renoverede mole mv.

§ 11. Regnskabsår.

Selskabets regnskabsår er kalenderåret.

Første regnskabsår løber fra stiftelsen til den 31.12.2015.

Revision af selskabets regnskaber foretages af en af generalforsamlingen valgt revisor, og som vælges for et år ad gangen. Genvalg kan finde sted.

§ 12. Ændringer af vedtægter og foreningens opløsning.

Beslutning om ændring af vedtægter og om foreningens opløsning skal træffes på en generalforsamling, hvor mindst ¾ af foreningens medlemmer er repræsenteret og hvor mindst ¾ af foreningens medlemmer stemmer for opløsningen. Opnås denne majoritet for forslaget ikke, men er det vedtaget med almindelig stemmeflerhed, skal der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling med kun dette punkt på dagsordenen, hvor forslaget i så fald kan vedtages, såfremt mindst halvdelen af foreningens medlemmer er repræsenteret og mindst halvdelen af foreningens medlemmer stemmer for opløsningen.

Hvis renoveringen af molen ikke gennemføres, tilbagebetales modtagne tilskud til bidragsyderne.

I tilfælde af foreningens opløsning efter gennemførelse af renoveringen anvendes overskydende midler anvendes til vedligeholdelse af molen eller til andre almene formål som nævnt i § 2, pkt. 3.

Nærværende vedtægter for Tisvildeleje Molens Venner F.M.B.A.. er først godkendt af stifterne når Bilag 1 er skriftligt godkendt af samtlige stiftere. Eventuelle aftaler, f. eks. med offentlige myndigheder, kan godkendes af ”Tisvildeleje Molens Venner F.M.B.A. under stiftelse”.

 

Således vedtaget på stiftende generalforsamling den 24. maj 2015 med ændringer af §§ 6, stk. 3, 11, stk. 3 og 12, overskrift og stk. 1, vedtaget på ekstraordinær generalforsamling den 30. august 2020.

 

Som dirigent

Peter Baumann